”Haps, haps, haps.. ”

Aftenen havde været udsolgt en del tid før og 65 mennesker var mødt op til spisning i det store mødelokale på 4. sal. Nissehuer og mistelten var fundet frem ligesom den kvindelige del af bestyrelsen var udstyret i kjoler som ikke overlod meget til fantasien. Med andre ord var der allerede fra starten lagt op til en god aften!

VU København havde i år valgt en toastmaster til at styre løjerne da man allerede inden festen havde modtaget en hel del underholdningsbidrag. Til dette valgtes en gammel upassende kending fra Køge, som aftenen igennem leverede en om end ikke sober så i hvert fald underholdende optræden som dirigent.

Maden var i store hele hjemmelavet og nissepigerne havde dagen før kokkereret til den store guldmedalje af både sild, rejer, laks, flæskesteg, frikadeller og naturligvis ris a la mande i store mængder. Til det serveredes kolde øl og snapsen flød sædvanen tro i stride strømme. Grundet den store deltagelse fra VU’s forretningsudvalg, samt en landsformand og en genvalgt næstformand og formand til den lokale bestyrelse, var der i den grad lagt op til et par gode snapse, da traditionen jo byder at nyvalgte giver en flaske snaps til folket. En enkelt folkevalgt måtte med sine 178 stemmer også sande at han heller ikke denne gang slap uden om at give en flaske.

Underholdningen kom i år i store mængder og startede da VU’s svar på Bertel Haarder med en gammel kending omskrevet til dagens anledning. Samme kending måtte dog se sig slået af et sandt oratorium af lyrisk ekvilibrisme, da den førnævnte folkevalgte med følge i dagens anledning havde kreeret en sang som i den grad blev vel modtaget! Sidst men ikke mindst fik også VU Københavns private huskomiker 5 minutters berømmelse inden det sidste mad blev taget af bordet og festen for alvor blev skudt i gang.

Og her må undertegnede så sande at hukommelsen efterhånden ikke rækker til mere, men blot konstatere at aftenen efterfølgende forløb som det bør sig med elskov, intriger, dans, sang og naturligvis lidt ødelagt inventar til følge.

Tusind tak til de medsammensvorne for en formidabel aften!